Tjek dine konkurrenters annoncer på Instagram og Facebook
Besøg Facebooks annoncebibliotek
Mangler du inspiration til dine annoncer på Instagram og Facebook? Eller vil du gerne vide, hvilke annoncer dine konkurrenter kører, og hvordan de ser ud?
Via Facebooks gratis værktøj ”Annoncebibliotek” kan du få indsigt i dine konkurrenters og andre virksomheders Instagram og Facebook annoncer. Du finder annoncebiblioteket her. På annoncebiblioteket kan du søge efter aktive annoncer på Instagram og Facebook og på den måde få et indblik i andres annoncering på de to sociale medier.
Sådan bruger du Facebooks annoncebibliotek
1. Besøg annoncebiblioteket på: https://www.facebook.com/ads/library.
2. Øverst til højre vælger du det land, du gerne vil se annoncer for, f.eks. Danmark.
3. Klik på ”Søg efter alle” (feltet over søgefeltet), så det bliver grønt.
4. I søgefeltet skriver du navnet på den annoncør, du vil søge efter.
5. Du ser nu en rullemenu med navne på annoncører, der matcher det, du har søgt på. Klik på det resultat, du vil se annoncer for. Bemærk; annoncørnavnet er navnet på den Facebook-side, der står bag annonceringen.
Bemærk: Du kan også gå direkte til en bestemt virksomheds annoncering ved at besøge deres Facebook-side. På startsiden skal du scrolle ned til ”Gennemsigtighed på sider” og klikke på ”Se alle”. Scroll så ned til afsnittet: Annoncer fra denne side og klik på ”Gå til annoncebiblioteket”.
Når du er kommet ind på en annoncør, får du vist alle annoncørens aktive annoncer. Altså annoncer, der kører lige nu. Kigger du igen en anden dag, f.eks. om en måneds tid, kan de aktive annoncer altså se anderledes ud.
Hvis annoncøren har rigtig mange aktive annoncer, kan det være en god idé at filtrere visningen, så du kun ser lige præcis de annoncer, du er interesseret i. Du kan filtrere efter:
- Land: Her kan du vælge land, hvis du ikke tidligere har valgt det.
- Platform: Her kan du vælge imellem Facebook, Instagram, Audience Network og Messenger. Det er altså her, du vælger, om du f.eks. kun vil se Instagram-annoncer.
- Eksponeringer inden dato: Her kan du vælge en bestemt periode og se de annoncer, der har fået visninger og er blevet set i perioden.
Kigger du nærmere på en annonce, kan du se annoncens tekst, billede og knap (med f.eks. udgående link), samt hvornår annoncen første gang blev aktiv, og hvor annoncen bliver vist (se på de små ikoner øverst i annoncen). Er annoncen en videoannonce, kan du klikke på afspilningsikonet og se videoen. Vær opmærksom på, at du IKKE kan se, om der er interaktion på annoncen (likes og/eller kommentarer), og at du dermed ikke kan vide, om annoncen får opmærksom på de sociale medier.
Derfor skal du kigge på andres annoncer
Når du kigger på dine konkurrenters og andre virksomheders annoncer, kan du få ideer til dine egne annoncer samt indsamle masser af viden om, hvad andre gør. Du kan f.eks. lære dine konkurrenter meget bedre at kende. Undersøg deres annoncer for at finde ud af, hvad de ønsker at opnå med disse annoncer, og dermed hvad de har fokus på i deres markedsføring lige nu:
- Forsøger de at få flere besøgende til deres webside?
- Hvad vil de sælge lige nu?
- Vil de gerne have flere modtagere til deres nyhedsbrev?
- Har de en konkurrence kørende?
- Har de skrevet en artikel eller et blogindlæg, de gerne vil have læsere til?
Når du har kigget på, hvad dine konkurrenter ønsker at opnå med deres annoncer, så er det oplagt at se nærmere på, hvordan de gør det. Hvordan ser deres billeder/grafik ud? Bruger de videoer? Hvor lang tid varer disse videoer? Hvordan er deres overskrifter? Hvordan er deres tekst, og hvordan forsøger de at ”overtale” læseren til at klikke på linket/tilmelde sig nyhedsbrevet (også kaldet call-to-action)?
Du skal selvfølgelig ikke kopiere dine konkurrenters eller andres annoncer, men i stedet bruge det som inspiration, når du skal lave dine egne. Kig en ekstra gang på dine egne Instagram- og Facebook-annoncer og arbejd på at gøre dem meget mere attraktive end dine konkurrenters.
Har du brug for hjælp til annoncering på Instagram eller Facebook, kan du konkakte mig på info@afkom.dk eller tlf. 42 61 64 06.